Drømmer du om at åbne køkkenet op mod stuen, men står der en bærende væg i vejen? Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver mere end en forhammer. En bærende væg holder på huset, og derfor skal belastningen flyttes et andet sted hen, før væggen fjernes.
Først skal en ingeniør regne på det
Før en bærende væg kan fjernes, skal en ingeniør beregne, hvilken bjælke eller søjle der skal overtage belastningen. Beregningen afgør dimensionen på stålbjælken eller limtræsbjælken og hvordan den skal understøttes. Uden beregning risikerer du sætningsskader og revner i resten af huset.
Husk at tjekke kravene hos kommunen
I et parcelhus kræver det ofte ikke byggetilladelse at fjerne en bærende væg, men arbejdet skal stadig overholde bygningsreglementet. I etageejendomme og ved større ombygninger kan kommunen kræve ansøgning, og andelsforeninger og ejerforeninger har ofte egne regler. Vi anbefaler at få det afklaret, før du går i gang.
Hvad koster det?
Prisen for at fjerne en bærende væg ligger typisk mellem 30.000 og 80.000 kr. inkl. moms. Den afhænger af væggens længde, bjælketypen, ingeniørens beregning og hvor meget der skal repareres bagefter i gulv, loft og vægge. Midlertidig afstivning under arbejdet er også en del af prisen.
Planlæg resten af ombygningen samtidig
Når væggen alligevel fjernes, er det et godt tidspunkt at flytte el, lægge nyt gulv eller ændre lys i loftet. Så skal håndværkerne kun ind én gang, og du sparer både tid og penge. Husk også at aftale, hvem der står for støvafdækning og oprydning, for der kommer meget støv, når en mur bliver revet ned. En god håndværker afdækker grundigt og efterlader huset rent.
Vi har stor erfaring med om- og tilbygning, hvor vægge flyttes og rum åbnes op. Kontakt os, så tager vi en snak om dine planer og et fast tilbud.



Skriv en kommentar